Nyt botilbud på Syvstjerne Vænge i Værløse

Furesø Kommune Logo
Et nyt tilbud til voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser skal styrke Furesøs indsats på socialområdet og samtidig give borgerne en mulighed for et mere selvhjulpent liv tæt på familie, venner og netværk.

I Furesø er der behov for flere boliger til forskellige målgrupper af voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Derfor bygger kommunen et nyt botilbud på Syvstjerne Vænge i Værløse, der skal skabe de bedste vilkår for 6-10 borgere.
Det nye botilbud etableres som en del af Furesø Byråds plan om at sikre flere gode og lokale botilbud til mennesker med fysiske og psykiske handicap.

Matilde Powers, formand for Udvalg for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv ser det lokale botilbud som et vigtigt udgangspunkt for en omsorgsfuld og sammenhængende støtte: ”Det er vigtigt for os, at vi har nogle gode tilbud til de furesøborgere, der har særlige behov for hjælp i dagligdagen. De skal kunne leve et så selvstændigt liv som muligt. Dette nye botilbud giver ikke kun mulighed for, at furesøborgere kan få den fornødne støtte, men det betyder også, at de kan blive i deres nærområde tæt på familie, venner og netværk. Det er både godt for deres positive udvikling og styrker deres vej mod et godt og mere selvhjulpent liv”.

Botilbuddet bygges på Syvstjerne Vænge nr. 10, hvor der tidligere har været børneinstitution. De gamle bygninger rives ned i uge 7, og i den videre proces er der indtænkt inddragelse af både Handicapråd, medarbejdere, og naboer.

Opførelsen af det nye bofællesskab vil betyde, at de nye beboere vil flytte ind i begyndelsen af 2020. Fælles for de nye beboere vil være, at de alle har behov for støtte og vejledning i hverdagen og støtte til at indgå i sociale fællesskaber. Derfor vil der også være personale fra Furesø Kommune i botilbuddet.

Informationsmøde den 21. februar

Den 21. februar inviterer Furesø Kommune til informationsmøde om etablering af det nye botilbud. Mødet holdes på rådhuset i Værløse, Stiager 2, kl. 16.30-18. Tilmelding kan ske på furesoe.dk/botilbud.

Matilde Powers opfordrer kommende naboerne til botilbuddet eller andre interesserede til at kigge forbi: ”Når nye beboere flytter ind på vejen, er det naturligt at være nysgerrige på hvem ens nye naboer bliver. Måske i højere grad når den nye nabo er et botilbud. Derfor er det vigtigt at vi får startet hele processen med at drøfte ønsker til et godt naboskab og komme med input til det kommende byggeri.”

På mødet kan man høre mere om byggeriet og om de kommende beboere på botilbuddet. Furesø Kommune vil præsentere baggrunden, visionerne og formålet for det nye botilbud, og så vil man kunne møde nogle af de medarbejdere og ledere, der vil have deres daglige gang på botilbuddet.

Det er ambitionen, at det nye botilbud skal bidrage positivt til kvarterets overordnede udseende blandt andet med grønne udearealer. Det nye byggeri vil blive opført efter Furesø Kommunes krav til bæredygtighed. Energi- og økonomivenlige løsninger som solceller, regnvandsopsamling og lignende, bliver også tænkt ind som en integreret del af bebyggelsen.

Fakta

Furesø Kommune køber ca. 70 pct af de anvendte botilbudspladser hos eksterne leverandører, hvilket beløber sig til omkring 120 mio. kr. årligt. Det er et område som har oplevet et betydeligt udgiftspres de senere år. Botilbud i eget regi dækker ca. 30 pct. af behovet.

Egne tilbud er generelt billigere end eksterne tilbud og giver samtidig mulighed for stor fleksibilitet med hensyn til at anvende ressourcer på tværs af tilbud. Samtidig giver et tilbud i kommunen mulighed for bedre koordinering mellem kommunens fagfolk som sagsbehandlere, mentorer og jobcenter i et rehabiliterende sigte.

Læs mere om arbejdet med at etablere boliger til borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse

Kontakt

Matilde Powers

Tibberup Allé 39
3500 Værløse    
E-mail: map1@furesoe.dk
Tlf. 7216 5646